Frederiksborg Amts Avis d. 10. Okt. 2006

Når barnet bliver den voksne

Jens Peder Nielsen voksede op hos en alenemor, der led af en psykisk sygdom. Skyldfølelse er blot et af mange problemer, han har måttet kæmpe med. I dag hjælper han andre i samme situation.

Hillerød: Han ved godt, at det han gør, er forkert. Meget forkert.

Jens Peder sidder på gulvet og leger med sin legetøjsbil.

- Wroooom, siger han, mens hjulene spinner i luften, inden den kører videre hen ad køkkengulvet.

Legen er sjov - og dog. Den dårlige samvittighed nager. Jens Peders mor har formanet ham - mange gange:

- Du må ikke lege på gulvet, for der er fyldt med bakterier, og de er meget farlige for dig. Du skal gå ud og vaske dine hænder.

Jens Peder skrumper ind til ingenting. Og så får han dårlig samvittighed, for ofte må mor lægge sig i seng i flere dage ad gangen, når Jens Peder har været uartig.

- Det er min skyld det hele, tænker Jens Peder.

Sådan genkalder Jens Peder Nielsen, i dag 47 år, sig en scene fra barndommen alene med en mor, der led af paranoid psykose. Morens psykiske lidelse betød, at mange dagligdags gøremål og almindelig adfærd blev opfattet som værende livsfarligt. Og det påvirkede i høj grad enebarnet Jens Peders opvækst.

Følte sig forkert

- Jeg følte altid, at jeg var forkert, fortæller Jens Peder Nielsen, der i dag bor i Gilleleje.

- Som barn er man 100 procent afhængig af sine forældre, og man tror jo, at alt er, som det skal være i ens barndomshjem, indtil man oplever, at i andre hjem er tingene anderledes, siger Jens Peder Nielsen og uddyber:

- Vi er det, vi lærer af vores forældre, og jeg lærte af min mor, at det var livsfarligt at klatre i træer, og at der var farlige bakterier overalt.

Fordi Jens Peder Nielsens mor havde et meget skrøbeligt sind, gjorde han alt for at undgå, at moren skulle blive syg. Det medførte, at sønnen ofte måtte undertrykke egne behov, fordi han var bange for at miste morens kærlighed - det var jo hans skyld, når hun måtte lægge sig i sengen, følte han.

- Som barn kunne jeg ikke skelne mellem, hvad der var mig, hvad der var min mor, og hvad der var min mors sygdom. Derfor koblede jeg jo ofte hendes vredesudbrud eller hendes nedture sammen med, at jeg måtte have gjort noget forkert, og jeg husker den her følelse af selvbebrejdelse, når hun lå i sengen, erindrer Jens Peder Nielsen.

- Jeg havde, ligesom alle andre børn, brug for trygge rammer, men når alt, som i min mors tilfælde bliver farligt, så er det meget svært at skelne mellem, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, forklarer Jens Peder Nielsen, der også i sit voksenliv har måttet slås med eftervirkningerne af den tunge dyne af skyld, som lå over ham i barndommen.

I dag bruger Jens Peder Nielsen, uddannet socialrådgiver og psykoterapeut, sine erfaringer konstruktivt. Han leder samtalegrupper for pårørende til psykisk syge for Bedre Psykiatri i Frederiksborg Amt - blandt andet en seksmands-
gruppe for voksne, der som børn voksede op i et hjem præget af farens eller morens psykiske sygdom. Gruppen mødes otte gange i købet af et halvt år, og derefter har deltagerne måske dannet sig et netværk, så de kan fortsætte som selvkørende gruppe.

- Det har en helende virkning at kunne fortælle om sin baggrund til folk der virkelig forstår, hvad det er, man har været igennem - og måske stadig er midt i, forklarer Jens Peder Nielsen, der understreger, at det kan være svært at få pårørende til psykisk syge ud af busken, fordi de er skamfulde.

- Psykisk sygdom er stadig meget tabubelagt, og nogle pårørende føler en stor skam, så de gemmer ofte deres problemer for venner og omgangskreds, fortæller Jens Peder Nielsen, der understreger, at det faktisk kræver stort mod at melde sig til en sådan gruppe.

- Men vi gør meget for at deltagerne i gruppen skal hjælpe hinanden med at løsne op; derfor har alle naturligvis tavshedspligt, og vi sørger for, at stemningen er hyggelig med the og kaffe, så der også kan tales om andet end psykisk sygdom, siger Jens Peder Nielsen.

- Deltagerne kan også hjælpe hinanden ved at give gode råd om alternative handlemuligheder i forhold til den far eller mor, som stadig lægger et stort beslag på sønnens eller datterens tid og energi. Det er altså OK at være vred, og det er også Ok ikke at ringe til sin mor hver eneste dag, siger Jens Peder Nielsen.

-For at overleve må man passe på sig selv og lytte til sine egne behov...

Prik